skilsmisse sådan kommer du videre

Skilsmisse: Sådan kommer du videre

En skilsmisse kan afstedkomme mange svære følelser. Så hvordan finder du fodfæste igen?

Bristede illusioner om et langvarigt parforhold kan fylde mere, end du umiddelbart havde forestillet dig, før du blev skilt. Du føler det måske som et stort nederlag, at du ikke var i stand til at få dit parforhold til at fungere. Måske har du børn, som du har skyldfølelse overfor, fordi du ikke længere kan give dem den kernefamilie, du havde drømt om.

En skilsmisse kan have mange omkostninger. Du har måske fået dårligere økonomi og må flytte til noget mindre. Du kan ikke længere følge med i dine børns liv som før, fordi du ikke ser dem hver dag, men må dele dem med din eks.

Måske føler du dig afvist og fravalgt, hvis du blev skilt, fordi din eks fandt en ny partner. Det er også almindeligt at opleve frygt for fremtiden. Hvordan skal det gå mig? Bliver jeg nogensinde glad igen? Vil børnene tage skade af skilsmissen? … Mange tanker og stærke følelser kan komme i spil.

Det kan tage tid at komme sig

Som psykoterapeut oplever jeg ofte, at mange har alt for travlt med at komme videre, når de er blevet skilt. Eller også har de venner, der hurtigt begynder at tale om, at de skal ud og finde en ny partner. Men er det nu også det, du skal?

Det er vigtigt, at du giver dig tid til at komme dig oven på din skilsmisse. Det kan tage tid at vænne sig til et nyt liv og samtidig få bearbejdet skilsmissen.

Mange mennesker kaster sig ud i et nyt forhold, før de er landet på begge ben. Og så får de ikke reflekteret over, hvad der gik galt. Hvorfor blev du skilt? Det er et vigtigt spørgsmål at stille sig selv for at undgå, at nissen flytter med i et nyt forhold.

Når du sidder for dig selv og tænker over, hvad der gik galt, er det vigtigt at være opmærksom på, at du ikke bruger din refleksionstid til at klandre dig selv eller bebrejde din eks. I har begge et ansvar for, at det endte med en skilsmisse. Spørg hellere dig selv: Hvad var det, der gjorde, at vores forhold ikke fungerede, når jeg ser på henholdsvis mig selv og min eks?

Læs også min artikel:

Findes den lykkelige skilsmisse?

Hjælp dig selv godt videre efter din skilsmisse:

  • Tal med dine venner og andre, du ved, der kan rumme dine følelser, og som ikke bare taler dig efter munden, men kan se lidt mere objektivt på din skilsmisse.
  • Tillad dig at græde, når du kommer i kontakt med sorgen over din skilsmisse
  • Sørg for ikke at være i følelserne hele tiden, men lav også noget, du plejer at kunne lide.
  • Hvordan ønsker du, at dit forhold skal være fremadrettet til din eks? Det er især vigtigt at fokusere på, hvis I har børn sammen.

Det er meget forskelligt, hvor lang tid det tager at komme godt videre, efter at man er blevet skilt. Så vær tålmodig. Find støtte. Måske kan du tale med andre, der har prøvet det samme som dig eller som er i samme situation.

Den tid, du bruger på at slikke dine sår, kommer godt igen. På et tidspunkt vil du finde ny mening med dit liv og være glad igen.

Hvis du har det svært og har brug for professionel hjælp til at få bearbejdet din skilsmisse og komme godt videre i dit liv, er du velkommen til at kontakte mig.

De bedste hilsner,

Annette Aggerbeck, exam. psykoterapeut

 

Del

Få en enkel og billig hjemmeside lavet af Dit Online Visitkort