Er du altid den stærke?
Du er måske den, andre kommer til, når de har det svært. Den, der lytter, hjælper og bevarer overblikket, når noget går galt.
Men hvad sker der, når du selv har brug for støtte?
Måske svarer du automatisk: ”Det går fint”, når nogen spørger, hvordan du har det. Også selvom du er presset, ked af det eller føler dig alene med noget, der er svært.
Du er vant til at klare dig selv. Måske er du blevet den, andre omtaler som ”altid den stærke”, og måske er du endda stolt af det. Men indimellem ville du ønske, at nogen tog sig af dig. At du ikke altid skulle være den stærke.
Hvorfor kan det være så svært at vise, at du også har brug for andre?
Når det at klare sig selv bliver mere end en styrke
Selvstændighed er en værdifuld egenskab. Det er godt at kunne tage ansvar for sit eget liv og kunne håndtere modgang.
Men hvis du gennem mange år har været den stærke, kan det efterhånden blive svært at være andet.
Måske har du tidligt i livet erfaret, at det var bedst at klare problemerne selv. At der ikke altid var plads til dine følelser, eller at andre havde så meget at slås med, at du ikke ville belaste dem yderligere.
Det kan også være, at du ofte blev rost for at være fornuftig, dygtig og selvstændig. At være den, der ikke krævede så meget af andre, blev måske en vigtig del af din måde at være på.
Der kan være mange grunde til, at vi udvikler et sådant mønster. Fælles er, at det, der engang var hjælpsomt, senere kan komme til at begrænse os.
For hvis du har lært, at du helst skal kunne klare alting selv, hvad gør du så med de følelser, der fortæller dig, at du faktisk har brug for nogen?
Hvorfor kan det være så svært at bede om hjælp?
Måske ved du godt, at du har mennesker omkring dig, som gerne vil hjælpe. Alligevel kan det føles ubehageligt at række ud.
Det er ikke nødvendigvis selve det at bede om hjælp, der er svært. Det kan være de følelser, der bliver vækket, når du gør det.
Måske mærker du en snert af skam over ikke at kunne klare situationen selv. Eller du bliver usikker på, om andre nu også har lyst til at være der for dig.
Der kan dukke tanker op som:
”Jeg vil ikke være til besvær.”
”Andre har det meget værre end mig.”
”Hvad nu, hvis jeg bliver afvist?”
”Jeg burde kunne klare det her selv.”
Så i stedet for at fortælle, hvordan du egentlig har det, tager du dig sammen og fortsætter som sædvanligt.
Det kan give en umiddelbar følelse af kontrol. Du undgår at vise noget af dig selv, som føles sårbart. Men samtidig risikerer du at stå alene med følelser, du faktisk har brug for at dele med nogen.
Når du længes efter omsorg, men holder andre på afstand
Forestil dig, at du har haft en svær periode. Du er træt, bekymret og føler, at der bliver stillet krav til dig fra alle sider.
Din partner spørger, om der er noget galt.
”Nej, jeg er bare lidt træt,” svarer du.
Du ville egentlig gerne fortælle, hvor svært du har det. Måske ville du bare ønske, at din partner holdt om dig og sagde, at du ikke behøver at klare det hele alene.
Men ordene kommer ikke.
Senere kan du blive ked af det eller irriteret over, at din partner ikke forstår, hvor presset du er.
Det kan skabe en smertefuld modsætning: Du længes efter at blive mødt, men kommer samtidig til at skjule det, du har brug for, at den anden ser.
Din partner kan ikke nødvendigvis vide, hvad der foregår indeni dig. Og hvis det føles utrygt at vise din sårbarhed, kan det være svært at ændre situationen, selvom du godt ved, at du burde fortælle mere.
Det kan derfor være værd at undersøge, hvad du egentlig føler i det øjeblik, hvor du lukker af.
Bag irritationen kan der eksempelvis ligge en sorg over at føle sig alene. Eller en frygt for, at den anden ikke vil være der, hvis du viser, hvor meget du har brug for omsorg.
Når du får kontakt med de følelser, bliver det også lettere at forstå, hvad du egentlig længes efter.
Hvad sker der, lige før du siger: ”Det går fint”?
Næste gang nogen spørger, hvordan du har det, kan du prøve at lægge mærke til, hvad der sker i dig, før du svarer.
Du behøver ikke straks fortælle alt, hvad du føler. Begynd blot med at blive nysgerrig på din egen reaktion.
Spørg dig selv:
Hvad mærker jeg egentlig lige nu?
Er der noget, jeg holder tilbage, fordi det føles ubehageligt at vise?
Hvis jeg kunne være sikker på at blive mødt med omsorg, hvad ville jeg så have lyst til at fortælle eller bede om?
Måske opdager du, at du er mere ked af det, end du først troede. Eller at du længes efter, at nogen lytter til dig, uden at du behøver at være den, der har styr på alting.
Det er ikke altid let at mærke, hvad man har brug for. Særligt ikke, hvis man gennem mange år har vænnet sig til at lægge sine sårbare følelser til side.
I terapi behøver du ikke være den, der har styr på det
Som emotionsfokuseret psykoterapeut møder jeg mennesker, der kan være gode til at forstå deres egne problemer med hovedet, men som har sværere ved at mærke og give plads til de følelser, der ligger bag.
Du kan for eksempel sagtens vide, at det er helt i orden at bede om hjælp, men alligevel mærke skam eller ubehag, når du forsøger.
Derfor er det ikke altid tilstrækkeligt at beslutte sig for at gøre noget andet.
I emotionsfokuseret terapi arbejder vi med det, der sker følelsesmæssigt, når du forsøger at ændre et mønster.
Vi kan for eksempel tage udgangspunkt i en konkret situation, hvor du havde brug for støtte, men ikke fik sagt det. Sammen undersøger vi, hvad du mærkede, hvilke følelser der blev vækket, og hvad der gjorde det svært at vise dem.
Måske kommer vi i kontakt med en gammel følelse af ikke at være vigtig nok til, at andre vil tage sig af dig. Eller en frygt for at blive afvist, som du har forsøgt at beskytte dig selv imod.
I terapien arbejder vi med at møde de svære følelser på en ny måde, så de ikke længere behøver at styre dine reaktioner i samme grad.
Målet er ikke, at du skal opgive din selvstændighed eller fortælle alle om dine inderste følelser. Det er heller ikke alle relationer, der er trygge at åbne sig i.
Det handler om at få større frihed til at være dig selv. Også når du er usikker, ked af det eller har brug for andre.
Altid den stærke – men hvem passer på dig?
Måske har du været vant til at klare dig selv så længe, at du næsten har glemt, hvordan det føles at lade andre være der for dig.
Men du behøver ikke vælge mellem at være stærk og at være sårbar. Begge dele er en del af det at være menneske.
At kunne tage imod omsorg er ikke et tegn på, at du er mindre selvstændig. Det giver dig mulighed for også at opleve den nærhed og støtte, som du måske så ofte giver til andre.
Overvejer du at gå i terapi?
Hvis du kan genkende dig selv i artiklen, er du velkommen til at kontakte mig. Jeg tilbyder individuel emotionsfokuseret terapi i Hørsholm og online.
Du behøver ikke på forhånd vide præcis, hvad du har brug for hjælp til. Det finder vi ud af sammen.
Læs mere om individuel terapi hos mig, eller kontakt mig, hvis du har spørgsmål eller ønsker at bestille en tid.
De bedste hilsner
Annette Aggerbeck
Exam. psykoterapeut MPF