Blog
Vil du bare have det godt? – Så begynd at skrive dagbog.


Når livet er svært, har vi ikke altid nogen at snakke med. Eller også vil vi ikke belemre andre med vores problemer, vores tristhed, vrede eller andet, der plager os. Derfor holder vi vores følelser for os selv, og det får vi det ofte ikke bedre af. Masser af forskning viser, at vi derimod får det godt både psykisk og fysisk, når vi giver udtryk for vores følelser og tanker. Og den gode nyhed er, at det har lige så god effekt for vores helbred, når vi gør det skriftligt, som når vi taler med et andet menneske. Så hvorfor ikke begynde at skrive om dine følelser og tanker i en dagbog?!! I en dagbog kan du skrive om alt det, der optager dig – også det, der kan være svært at snakke med andre om. Din dagbog er en kær ven, som støtter dig igennem svære perioder og lige så vigtigt: Den er samtidig vidne til alle de gode ting, du oplever her i livet. Du kan til enhver tid hive den frem og betro dig til den. At skrive dagbog kan for eksempel:
  • Give os en klarere følelse af mål og mening med vores liv.
  • Øge vores evne til at løse problemer.
  • Hjælpe os når vi har stress, er deprimerede eller angste.
  • Få os til at sove bedre om natten.
  • Styrke vores hukommelse.
  • Give os et bedre immunforsvar med færre besøg hos lægen.
Når vi gennem dagbogen retter blikket indad, får vi mulighed for at blive meget klogere på os selv. Vi får nemmere ved at forstå, hvorfor vi har det, som vi har det, og vide, hvad vi har behov for. Dagbogen hjælper os også til at forstå, hvorfor vi reagerer, som vi gør, over for andre mennesker. Når vi forstår os selv bedre, kan vi bedre hvile i os selv, og vi bliver langt mere behagelige og trygt forudsigelige at være sammen med. At skrive dagbog er derfor ikke et egotrip, men et frirum, du giver dig selv til gavn for både dig selv og dem, du omgås! Undersøgelser viser, at vi kun behøver at skrive i 15 minutter ad gangen for at få det bedre både psykisk og fysisk. 15 minutter i løbet af en dag er ikke lang tid. Mange af os tilbringer langt mere tid foran tv hver aften, så hvorfor ikke tage noget af den tid og skrive dagbog i stedet? Du kan også vælge at skrive på et bestemt tidspunkt på dagen, for så bliver det lettere til en god vane. Rent faktisk behøver vi ikke engang skrive hver dag for at få det godt af at skrive dagbog, men så ofte som vi kan. I denne måneds udgave af magasinet Psykologi kan du læse artiklen Skriv dagbog og bliv klogere på dig selv”. Her kan du læse om nogle af de mange fordele ved at begynde at skrive dagbog og få en øvelse til at komme i gang. Jeg er blevet interviewet af journalist Stine Troense. Her er også et interview med Sanne Kildal Holm, der har skrevet dagbog, siden hun var barn. Hun fortæller blandt andet om, hvordan dagbogen har støttet hende igennem sorgen over at have mistet sin far. Du kan læse meget mere om det at skrive dagbog i min bog ”Skriveterapi – din guide til personlig vækst”, som er udgivet på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.


Tilbage

Vil du have min gratis e-bog?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag e-bogen 10 gode råd til din dagbog

Husk at tjekke din spambakke, hvis ikke du får en bekræftelsesmail med det samme
Kontakt

Psykoterapeut Annette Aggerbeck  /  Hovedgaden 55 B, 2.sal  /  2970 Hørsholm /  Tlf. 4162 4232

 www.aggerbeck-terapi.dk   /  Mail: ann.agg@mail.dk