Blog
Ved du, hvad du føler?


FullSizeRender[18] Mange af os har i tidlig alder erfaret, at nogle følelser er mere acceptable end andre. Når Kim bliver såret af en bemærkning fra sin hustru, bliver han vred i stedet for at vise hende, at hendes bemærkning faktisk gjorde ham ked af det. Kulturelt set er det at give udtryk for sårbare følelser mindre accepteret hos mænd end hos kvinder, og mange mænd er således opdraget med, at de ikke bliver accepteret, når de græder. Men det er ikke hensigtsmæssigt for Kim at reagere med vrede, for det får hans hustru til selv at blive vred. Og er et skænderi i gang. Kims hustru ville nok have været mere omsorgsfuld, hvis hun havde oplevet Kims sårbarhed og forstået, at han blev ked af hendes bemærkning. Man kan sige, at når vi ikke viser den første følelse, der dukker op, knyttet til det, der udløste den, men i stedet viser en anden følelse, så har vi bevæget os væk fra at varetage vores behov. I eksemplet med Kim, der viser vrede, får han ikke den trøst og støtte, han har behov for, fordi hans hustru kun opfatter, at han er vred. Derfor viser vi ikke vores følelser Der kan være mange grunde til at vi dækker vores første umiddelbare følelse med andre følelser. Det sker ofte helt automatisk, uden at vi er bevidste om det. I eksemplet med Kim kan det handle om, at han som barn lærte , at hans ked-af-det-hed ikke blev tilladt, men at vrede er en måde at håndtere tristheden på, fordi den får ham til at føle sig stærk, når det ikke er tilladt at vise svaghed. Forældrene viste måske i tillæg Kim, at de reagerede mindre negativt, når han blev vred, end når han var ked af det. Vores forhold til vores egne følelser er et resultat af de erfaringer, vi har gjort os gennem livet, samt vores forventninger til de konsekvenser det har at vise dem. Mange af os bruger derfor også vores følelser som et instrument for at opnå noget. Vi ved for eksempel, at andre bliver bange for os og føjer os, når vi viser vrede. Når vi græder i stedet for at vise vrede Omvendt kan vi begynde at græde, når vi dybest set er vrede. Det sker oftere for kvinder end for mænd generelt set. Igen kan det skyldes, at vrede kulturelt set er mere acceptabelt hos mænd, hvor mange kvinder har lært fra barnsben, at de ikke blev accepteret, når de viste vrede, men derimod blev mødt anderledes og mere positivt, når de græd. Det er ikke særlig hensigtsmæssigt, for det er sværere at få sit behov for at blive taget alvorligt og respekteret dækket, når man græder, fordi den anden ikke forstår, at man mener det, man siger. Vigtigt at kende sine følelser Det er vigtigt at finde ind til vores primære følelser, så de følelser, vi viser, handler om situationen og ikke om noget helt andet. Det gør det både lettere for os selv at gå efter vores behov, og andre får nemmere ved at aflæse os, så vi ikke bliver misforstået. Så ved du, hvad du dybest set føler – og viser du den første følelse, der dukker op? Mange mennesker har ikke lært at stole på deres følelser, for eksempel fordi de i deres barndom er blevet gjort forkerte. Så det kræver, at vi er indstillet på at arbejde med at acceptere os selv med alle de følelser, vi rummer – det betyder for eksempel, at vi også må øve os i at acceptere, at vi kan være vrede og kede af det. At det er helt okay. Du kan læse mere om følelser og Emotions-Fokuseret Terapi (EFT) her: http://www.aggerbeck-terapi.dk/om-annette-aggerbeck/ Ønsker du at arbejde med dine følelser ved at skrive dagbog, kan du læse mere her: http://www.aggerbeck-terapi.dk/skriveterapi/ Kærligst Psykoterapeut MPF Annette Aggerbeck


Tilbage

Vil du have min gratis e-bog?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag e-bogen 10 gode råd til din dagbog

Kontakt

Psykoterapeut Annette Aggerbeck  /  Hovedgaden 55 B, 2.sal  /  2970 Hørsholm /  Tlf. 4162 4232

 www.aggerbeck-terapi.dk   /  Mail: ann.agg@mail.dk