Blog
Træt af andres forventninger? Øg din evne til selvomsorg


Træt af at leve op til andres forventninger, selvomsorg

Savner du tid til selvomsorg?

Mange af de kvinder, jeg har i terapi, prioriterer ikke selvomsorg. Ud over at de ikke bruger tid med sig selv, lader de sig ofte også styre af omgivelserne og andres forventninger.

  ”Hver gang jeg kommer hjem fra arbejde, sidder min mand i sofaen. Han siger som regel hej til mig uden at løfte hovedet fra avisen eller tv-skærmen. Jeg er ofte træt efter en lang arbejdsdag med mange arbejdsopgaver, især nu hvor min kollega er sygemeldt, og jeg også forventes at løse hendes opgaver. Jeg kunne godt tænke mig, at min mand ville sørge aftensmaden, men det gør han aldrig. Han kommer derimod typisk ud i køkkenet og spørger mig, hvornår vi skal spise, mens jeg står og pakker de madvarer ud, som jeg har købt på vejen hjem. Flere gange om ugen ringer jeg til min gamle mor for at høre, om alt er okay, nu hvor hun bor alene efter min fars død. Mine voksne børn ringer mest, når de har brug for hjælp til noget praktisk. Alle kræver noget af mig, og ingen takker mig for det, jeg gør. Jeg føler mig taget for givet. Og jeg er træt. Træt af at stå til rådighed for andre. Træt af aldrig at have tid til mig selv.” Omtrent sådan lød ordene fra en kvinde i starten af 50’erne, der søgte terapi, fordi hun havde brug for hjælp til at ”få styr på sit liv”, som hun selv udtrykte det. Jeg har mange kvinder i min praksis, som kommer, fordi de i årevis har drevet rovdrift på sig selv både på arbejdet og privat. De kommer, når det hele er ved at blive for meget, eller når de ikke kan mere. Nogle er sygemeldt med stress, andre har depression og angst.   Det er meget ubehageligt at opdage, at man ikke er god til at tage sig af sig selv, og det kan være svært at se vejen ud af en opslidende rolle som pleaser. Frustrationer, vrede og ked-af-det-hed er nogle af de følelser, som kan komme, når man ikke oplever, at man kan tillade sig at tage sig af sig selv.  

Terapi hjælper

Hvis du ønsker at undgå at please andre på bekostning af dig selv og øge din evne til selvomsorg, kan terapi hjælpe. I terapien tager vi udgangspunkt i det, der viser sig i terapien, vi ser på hvordan du forholder dig til andre mennesker med fokus på din indre organisering og underliggende behov. Gamle temaer, relationer og selvfortællinger kan gennem terapien opleves i et nyt lys, og du får en forståelse af, hvordan dine livserfaringer skaber problemer. Ofte får kvinderne i terapi, der er trætte af at leve op til andres forventninger, kontakt med behov, som tidligere har været utilgængelige og deres personlige arbejde består blandt andet i at stå fast på disse behov og øve sig i at sætte grænser.  

Gode råd – ”Jeg er træt af at please andre”:

  • Øv dig i at sige nej, når du mærker behovet for det – og stå fast på dit nej. Hvis du har ladet dig overtale til noget, så vid at det aldrig er for sent at sige nej. Du kan altid komme tilbage, og sige at du ikke har overskud til at gå ud med kollegerne efter arbejde.
  • Måske er du ikke vant til at sige nej eller blive respekteret, når du siger nej. Se på hvordan du siger nej – kommer du med en masse forklaringer og undskyldninger? Siger du nej i en skinger og vred tone? Husk at et nej kan være kærligt, og at du ikke behøver at forklare dig. Nogle gange er det nok bare at sige, at du ikke kan.
  • Du svigter ikke andre med dit nej. Som forælder tror man tit, at man svigter sit barn, hvis man siger nej, men det er okay at sige, at du ikke har tid til at spille computerspil med dit barn lige nu.
  • Lær at bede om hjælp til noget helt konkret – i stedet for at forsøge at manipulere andre til at hjælpe dig eller at komme med anklagende stikpiller, der skal vise, at du føler dig taget for givet.
  • Begynd at tage dig af dig selv. Øv dig i at mærke dine behov og gå efter dem. Det er vigtigt at være god til selvomsorg. Måske ved du ikke engang, hvad du har behov for. Det kan skyldes, at du ikke har tilladt dig at have behov, så du nu skal til at øve dig i at lytte til dig selv og respektere dig selv mere. Det kan kræve tålmodighed, så øv dig i at være kærlig over for dig selv og i at give dig selv stunder, der er dine helt egne, med god samvittighed.
  • Få evt. hjælp af en psykolog eller en psykoterapeut, hvis det er for svært på egen hånd at lade være med hele tiden at forsøge at leve op til andres forventninger. Hvis du har et ønske om at arbejde med dig selv og dit forhold til andre mennesker, er du velkommen til at kontakte mig for terapi, så jeg kan støtte dig i din proces med at få det bedre med dig selv og andre. Det foregår i et fortroligt og trygt rum.
  Jeg kan også anbefale dig at prøve terapeutiske skriveøvelser, da jeg har erfaring for, at det viser god effekt i forhold til at blive bedre til selvomsorg. Ud over at skrivningen kan kaste lys over ting, du ikke var klar over hos dig selv, kan du også bruge skriveøvelser til at få styr på bekymringer, blive bedre til at mærke dine følelser og behov, så du kan støtte og hjælpe dig selv bedst muligt.   Du kan vælge at deltage i en skriveterapeutisk workshop, hvor vi især fokuserer på skriveøvelser, der baner vejen til større overskud i hverdagen og øget selvomsorg. Workshoppen ”Ro, balance og mere glæde” starter 6. september 2018 med et forløb på 5 gange. Tilmeld dig nu, hvis du vil sikre dig en plads.     LÆS MERE   TILMELD MIG WORKSHOPPEN RO, BALANCE OG GLÆDE

Husk at skrive workshop 6. 9.18 ved tilmelding



Tilbage

Vil du have min gratis e-bog?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag e-bogen 10 gode råd til din dagbog

Husk at tjekke din spambakke, hvis ikke du får en bekræftelsesmail med det samme
Kontakt

Psykoterapeut Annette Aggerbeck  /  Hovedgaden 55 B, 2.sal  /  2970 Hørsholm /  Tlf. 4162 4232

 www.aggerbeck-terapi.dk   /  Mail: ann.agg@mail.dk