Blog
Få dobbelt så meget ud af din ferie!


Mange af os har travlt op til ferien. Der er så mange ting, der skal afsluttes og ordnes , før vi kan tillade os at tage nogle uger fri for at nyde sommeren. Og når ferien så endelig kommer, går der ofte nogle dage, før vi kan falde ned, hvis vi overhovedet kan. For ofte har vi så mange tanker, der stadig fylder fra en hektisk hverdag. Vi går derfor rundt og føler os småstressede, selvom vi har ferie. Og måske bliver vi rastløse af pludselig ikke at skulle ordne en masse. Vi kaster os ud i alverdens aktiviteter, når det, vi dybest set ofte har brug for, er at slappe helt af. Men vores sympatiske nervesystem er stadig oppe at køre, så vi holder os beskæftigede og sørger hele tiden at planlægge den næste aktivitet hver dag i ferien. Og det er synd, for vi får ikke nok ud af vores ferie, fordi vi ikke er helt nærværende. Vi oplever måske en masse, men kommer ikke på job igen med fornyet energi. Nogle af os synes ligefrem, at det er dejligt, at ferien er overstået, og hverdagen igen er i vante rammer. Har du svært ved at komme ned i tempo og slappe helt af i ferien, så skriv dine tanker ned i en notesbog eller din dagbog, hvis du har sådan en, når du mærker, at de fjerner dig fra nuet. Luk bogen og beslut dig for at tage dig af de nedskrevne tanker senere, hvis det er nødvendigt til den tid. Lige nu og her behøver du ikke beskæftige dig med dem, for du har ferie. Skulle tanker, som fjerner dig fra nuet, alligevel dukke op, så skriv dem ned igen. Sig også til dig selv, at det kun er tanker og lad være med at bruge mere tid på dem. Tankerne må gerne være der, men du behøver ikke bruge en masse tid på dem. Du kan få dobbelt så meget ud af din ferie, hvis du tillader dig selv at give slip på de mange tanker – som nævnt ved at skrive dem ned, men også ved at bruge dine sanser hver dag i ferien. Er du ved stranden, så fokuser på solen, der varmer din krop, på lyden af bølgerne der slår mod kysten, de glade børnestemmer, og hvad du ellers kan høre. Fokuser skiftevis  mellem de forskellige lyde, og lyt også til alle lydene på én gang. Går du i skoven, så læg mærke til lyden af dine skosåler mod skovbunden, når du bevæger dig, lyt til fuglesang og lad dine øjne søge efter noget smukt, som de kan dvæle ved. Træk vejret dybt ned i maven flere gange hver dag, og nyd at du er til, bare fordi du er til  – ikke fordi du er god til at udrette en masse. Smag på den mad, du spiser og nyd hver en bid. Føl ikke at du synder, når du spiser is og drikker et køligt glas vin, men nyd det. Vær til stede og sug ferien ind fra sekund til sekund – og du vil opleve, at du har haft en dejlig lang og energigivende ferie, når du kommer hjem. God ferie! Kærligst Annette


Tilbage

Vil du have min gratis e-bog?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag e-bogen 10 gode råd til din dagbog

Kontakt

Psykoterapeut Annette Aggerbeck  /  Hovedgaden 55 B, 2.sal  /  2970 Hørsholm /  Tlf. 4162 4232

 www.aggerbeck-terapi.dk   /  Mail: ann.agg@mail.dk