Blog
Bliv ven med din frygt!


foto[5] En knugende fornemmelse i maven, svedige håndflader, hjertebanken... Frygt kan få os til at føle os hjælpeløse, gøre os handlingslammede og deprimerede. Vi kan være så bange for noget, at vi bliver blinde og døve over for vores omverden og i stedet kun har fokus på, hvordan vi selv virker. Måske har du prøvet at holde et foredrag, hvor du var så nervøs, at du slet ikke ænsede dit publikum, men kun lagde mærke til dig selv, din lidt skingre stemme og tørhed i munden. Det var en ubehagelig oplevelse, og du er derfor bange for at skulle sige noget i en større forsamling igen. Eller måske er du i et parforhold, der gør dig ulykkelig, og du vil gerne ud af det, men kan ikke få det sagt til din partner, fordi du er bange for, hvad der vil ske. Der er så mange ting, vi er bange for – vi er bange for at sige vores mening, miste vores job, træffe beslutninger, være alene, blive gammel, miste økonomisk tryghed, blive syg, begå fejl, stå fast, blive snydt, miste en vi holder af...Vi er bange for begyndelser og for afslutninger, ligesom vi frygter forandringer og også kan være bange for at sidde fast. Vi kan frygte fiasko, og vi kan frygte succes. Mange af os oplever frygt på flere forskellige områder af vores liv, for når først vi er bange på ét område, kan det nemt brede sig som en steppebrand til andre områder af livet. Frygt er en universel følelse. Vi kender alle sammen til frygt af forskellig styrke. Alligevel gør vi alt for at flygte fra frygten og det ubehag, der er forbundet med den. Det gør vi ofte ved at handle os ud af den ved for eksempel at drukne os i arbejde, aldrig være alene eller måske begynder vi at drikke lidt mere alkohol end vi plejer, at spise lidt mere end vi har godt af osv. Når vi er bange for noget, beundrer vi ofte modige mennesker – mennesker som tør træffe de beslutninger, gøre de ting og foretage de forandringer i deres liv, som vi selv ønsker, men ikke tør. Mennesker som tør sige deres mening og stå fast. Mennesker som bare er sig selv uanset hvad, og som har det godt med det. Vi tror, at modige mennesker ikke kender til frygt. Men sådan er det ikke. Vi kender alle til frygt, så det handler om, hvordan vi forholder os til vores frygt. Og her vil jeg påstå, at modige mennesker forholder sig på en anden måde. De er som regel fortrolige med deres frygt. De tør føle deres frygt og gør alligevel det, de er bange for. De stiller sig for eksempel op foran en forsamling og holder et foredrag, fuldt ud bevidste om at de er bange. Skal man så bare gøre det, man er bange for, og så forsvinder frygten? Ja, i nogle tilfælde kan det være en god idé, for så kan man få nye erfaringer og opdage, at det man var så bange for, rent faktisk ikke er så farligt. Og jo flere gange vi gør det, vi er bange for, desto mindre frygt vil vi ofte føle. Lad mig give dig et eksempel: Da jeg første gang på journalistuddannelsen, som jeg tog før min uddannelse til psykoterapeut, skulle lave et telefoninterview, udsatte jeg det hele tiden, fordi jeg var bange for at møde et menneske i den anden ende af røret, der ville afvise mig. Jeg havde bildt mig ind, at folk ikke bryder sig om journalister. Da jeg ikke kunne udsætte det længere, mærkede jeg min frygt, og så greb jeg telefonen og endte med at få lavet et interview med en venlig kilde. Det blev en god oplevelse, og allerede næste gang jeg skulle lave et telefoninterview, var jeg lidt mindre bange. Set i denne sammenhæng, så danner hjernen nye neuronforbindelser, når vi begynder at gøre noget nyt. De nye neuronforbindelser er som små stier, der efterhånden bliver til motorveje, jo oftere vi gør det, vi startede ud med at være bange for. Det betyder, at hjernen begynder at forstå, at det ikke længere er farligt at gøre det, vi frygter. Derfor kan en af vejene til at opleve mindre frygt netop være at gøre det, vi frygter. Dog er det ikke altid nok bare at gøre det, man er bange for. Nogle gange skal der mere til. Det handler nemlig også om ikke at have så travlt med at handle sig ud af frygten, men at stoppe op og tillade sig selv at mærke den – og hvis det er for svært på egen hånd, så kan terapi hjælpe dig. Vi er nødt til at ankomme til et sted for at kunne forlade det, og det samme gælder med vores følelser. Hvis vi vil forlade (læs: ændre) vores følelser, er vi altså nødt til at mærke dem, før vi kan ændre dem til andre følelser, der er mere gavnlige for os. Det er det, jeg som emotions fokuseret terapeut støtter mine klienter i. Det handler om ikke at se på frygten som en fjende, men som en ven, der forsøger at fortælle dig noget, og som vil vise dig vej. Så stop op og mærk at du er bange i stedet straks at beskæftige dig selv med at tænke en masse, tale eller handle dig væk fra frygten. Du får først sindsro, når du tør stoppe op og give dig selv et pusterum. Vær samtidig venlig og medfølende over for dig selv. Øv dig i at tale beroligende til dig selv, når du er bange. Nogle gange kan frygten dog være så lammende, at det kan være gavnligt at få støtte af en terapeut til at finde ud af, hvad frygten dybest set handler om. En øvelse til dig, der skriver dagbog:
  • Skriv om hvad du er bange for den næste uges tid. Øv dig i at give udtryk for din frygt ved at beskrive, hvordan den opleves i kroppen – mærker du en knugen i maven, pres i hovedet, en sitrende fornemmelse, svedige håndflader, hjertebanken… Hvad mærker du? Hvad er du bange for? Skriv om, hvad du føler og tænker. Hvad fortæller du dig selv, der gør dig bange? Hvad har du brug for? Hvad kan du sige til dig selv, der gør dig mere rolig?
Jeg ønsker dig en uge, hvor du giver dig selv pusterum og mulighed for at blive ven med din frygt!


Tilbage

Vil du have min gratis e-bog?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag e-bogen 10 gode råd til din dagbog

Husk at tjekke din spambakke, hvis ikke du får en bekræftelsesmail med det samme
Kontakt

Psykoterapeut Annette Aggerbeck  /  Hovedgaden 55 B, 2.sal  /  2970 Hørsholm /  Tlf. 4162 4232

 www.aggerbeck-terapi.dk   /  Mail: ann.agg@mail.dk