Blog
Slip bekymringerne og mød fremtiden med sindsro!


Livet er uforudsigeligt – det er det eneste, vi ved med sikkerhed. Alligevel forsøger vi at få vished og gøre os selv trygge hver dag. Vi vil så gerne have, at livet skal være trygt og sikkert, og at det skal gå os, og dem vi holder af, godt. Derfor forsøger vi at få kontrol over fremtiden, ikke mindst ved at bekymre os, så vi kan være på forkant, hvis noget dårligt skulle ske. Samtidig lever vi i et samfund, der lærer os, at vi skal tage kontrol over vores liv – det gælder både i forhold til vores arbejdsliv og privatliv. Vi skal have styr på vores karriere, vores parforhold, vores børn, vores egen og familiens sundhed, økonomi osv. Men det gør os ikke mere trygge at kæmpe for at få styr på det hele, for faktum er, at vi kan gøre os nok så umage, men vi kan rent faktisk ikke kontrollere, at alt udvikler sig, som vi ønsker. Livet er en dynamisk proces, hvor intet varer ved. Alt går over – både de gode ting og de dårlige ting, vi oplever. Vi holder op med at være triste, og vi holder op med at være glade. Livet går op og ned. Og vi kan rent faktisk ikke vide, om vi vil blive ved med at have et lykkeligt parforhold, om vores børn vil klare sig godt i livet, eller om vi kan beholde vores job. Så vi kan lige så godt erkende, at vi ingen kontrol har over fremtiden i stedet for at bilde os ind, at vi kan holde os raske ved at spise den rigtige slags mad, at vores børn klarer sig godt i livet, hvis vi opdrager dem på en bestemt måde osv. Børnene kan vokse op og blive det stik modsatte af, hvad vi ønskede. Den rigtige slags mad i dag kan vise sig at være den forkerte mad i morgen. Vores partner kan forelske sig i en anden og forlade os. Intet er sikkert her i livet! Det er først, når vi for alvor indser, at vi ingen kontrol har over fremtiden, at vi kan overgive os til et liv med meget mere glæde og nydelse. Når vi ikke behøver at bekymre os, kan vi nemlig i langt højere grad være nærværende og glæde os over det, som er her og nu. Så første skridt til et bekymringsløst liv er at erkende, at du ingen kontrol har over fremtiden. Prøv at sige det til dig selv og mærk hvordan det føles! Er det ikke en lettelse? Drop forventningerne og vær nysgerrig Vi kan blive så frygtelig skuffede, når vi forventer os noget godt. Måske skal vi på en længe ønsket ferie, men når vi kommer af sted, lever ferien slet ikke op til vores forventninger. Hotellet er af ringere standard, stranden overfyldt og havet slet ikke så turist som på de billeder, der fik os til at bestille ferien. Vi har ikke kun positive forventninger, men også negative. Vi kan eksempelvis have en forventning om, at vi vil klare os dårligt til en eksamen, at vi vil miste vores job eller være uheldige i vores kærlighedsliv – når vi har så negative forventninger og er sikre på, at det vil gå os elendigt, så bliver det desværre også ofte sådan. Så en vej til at gå fremtiden i møde med sindsro er at begynde at skrue ned for sine forventninger. Forvent ikke, at noget går hverken godt eller skidt. I stedet for at gøre dig en masse håbefulde tanker eller bekymringer om fremtiden, så øv dig i at være nysgerrig, og lad så fremtiden komme, som den vil. Skal du på ferie, så lade være med at sige: ”Jeg håber, at det bliver en dejlig ferie!” Sig i stedet: ”Gad vide, hvordan min ferie bliver”.  Der er en verden til forskel! Det handler om at ændre indstilling. Og det betyder ikke, at du skal lade være med at gøre dig umage eller glæde dig. Glæd dig i nuet, og det vil du kunne gøre meget mere, når du slipper både de negative og de positive forventninger. Så vil du ikke så nemt blive skuffet. Det kræver et stykke arbejde med dig selv, og hvis du har været vant til at gå i en tilstand af konstant bekymring, så kan jeg anbefale dig at søge terapi for at få støtte til at ændre din livsindstilling i en mere gavnlig retning.
  • Sig til dig selv: ”Jeg har ingen kontrol over fremtiden”
  • Øv dig i at give slip på både positive og negative forventninger ved at erstatte ”Jeg ville ønske at…” eller ”Jeg håber, at… ” med: ”Gad vide om…”
  • Sig til dig selv hver morgen, når du vågner: ”Gad vide, hvad der sker i dag?”
  • Når du begynder at bekymre dig, så sig til dig selv, at du vil bekymre dig i morgen. Sig det samme i morgen og i overmorgen… Og du vil efterhånden glemme at bekymre dig. Eller aftal med dig selv, at du bekymrer dig alt, hvad du kan i 15 minutter på et bestemt tidspunkt hver dag. Og se så hvad der sker – måske kan du ikke finde noget at bekymre dig om.
En øvelse til dig, der skriver dagbog:
  • Skriv alle dine bekymringer i din dagbog. Luk bogen og lav noget andet.
  • Skriv om morgenen alle dine forventninger ned til dagen i dag på venstre side af en dobbelt side i din dagbog – fx ”Jeg håber, at min datter klarer sig godt til sin eksamen i dag.” Skriv så på modsatte side: ”Jeg gad vide, hvordan min datter klarer sig til eksamen i dag. Jeg har ingen kontrol over, hvordan hun klarer sig, og jeg sender hende kærlige tanker.” Husk at skrive både om det, du forventer, går godt, og om det, du forventer, går dårligt.
  • Få mange flere øvelser til at arbejde med dig selv og dine bekymringer i min bog ”Skriveterapi – din guide til personlig vækst”.
Jeg ønsker dig en uge, hvor du er med det, der er, og hvor du tillader dig selv at slippe bekymringerne.


Tilbage

Vil du have min gratis e-bog?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag e-bogen 10 gode råd til din dagbog

Kontakt

Psykoterapeut Annette Aggerbeck  /  Hovedgaden 55 B, 2.sal  /  2970 Hørsholm /  Tlf. 4162 4232

 www.aggerbeck-terapi.dk   /  Mail: ann.agg@mail.dk