Blog
Betyder det noget, om andre kan lide dig?


IMG_3830Der er en god grund til, at vi vil have andre mennesker til at synes om os. Vi er født sådan. Vi har brug for at høre til. Som spæde er vi afhængige af, at vores forældre kan lide os. Det handler om overlevelse. At blive afvist af andre som voksen kunne betyde sult og i værste fald døden, hvis vi går langt nok tilbage i tiden. Det ligger stadig i vores dna, at vi for at føle os trygge skal have tilknytning til andre. Så hvis du tager dig selv i at være meget optaget af at behage andre, så vær ikke så hård ved dig selv, for det er et medfødt behov.

Hos nogle mennesker er frygten for, at andre ikke kan lide dem så stærk, at de prøver at lave om på sig selv for at tækkes andre. Måske tror man, at andre kun kan lide en og acceptere en, hvis man ser ud på en bestemt måde eller opfører sig på en bestemt måde. Mennesker vil næsten gøre hvad som helst for at høre til. Det er der masser af eksempler på i litteraturen.

Problemet er, hvis du er så bange for, at andre ikke kan lide dig, at du sætter din egen autencitet over styr i din iver for at blive accepteret. Modsat af hvad du måske tror, får du ikke andre til at knytte sig ordentligt til dig, hvis ikke du viser, hvem du er. Jo mere autentisk du er, desto højere kvalitet kan du få i dine relationer – også selvom ikke alle synes om dig. Men det er et forsøg værd,  for hvis du virkelig tænker over det, vil det så ikke være bedre for alle, at du bliver vellidt for at være netop den person, du er, i stedet for at skulle bruge en masse energi på at prøve at leve op til andres forventninger? Hvad nu hvis andre faktisk synes endnu bedre om dig, når du er dig selv?

Lidt at tænke over:

  • Arbejder du hårdt på at få andre til at kunne lide dig? Er der nogle, du især kæmper for skal acceptere dig?
  • Ville det, når det kommer til stykket, betyde noget, hvis denne person ikke bryder sig om dig? Hvad er det værste, der kunne ske?
  • Hvordan ville dit liv og dine relationer være, hvis du gav slip og ikke anstrengte dig så meget for at få andre mennesker til at synes om dig?

En lille opgave:

Forsøg allerede i morgen at gøre noget, der viser, at du er mere optaget af at være dig selv end at please andre. Kunne det være at sige din ærlige mening på jobbet?  Eller sige nej, næste gang du bliver spurgt om at deltage i noget, du ikke gider?

Kærligst Annette


Tilbage

Vil du have min gratis e-bog?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag e-bogen 10 gode råd til din dagbog

Kontakt

Psykoterapeut Annette Aggerbeck  /  Hovedgaden 55 B, 2.sal  /  2970 Hørsholm /  Tlf. 4162 4232

 www.aggerbeck-terapi.dk   /  Mail: ann.agg@mail.dk