Blog
Tør du eje dine følelser?


skriveterapi, følelser Et andet menneske har sagt noget til dig, som gør dig såret, uden at hun eller han er klar over det. Bagefter tænker du: ”Han har såret mig! Jeg var lige i så godt humør, og nu har han ødelagt min dag!” Og så bruger du resten af dagen på at tænke, at den anden er en idiot og være ked af det. Du oplever ikke, at du kan gøre andet ved det, end at vente på at den ubehagelige følelse går over. Du befinder dig i en offerrolle, fordi du ikke tager ejerskab for dine følelser – det er den andens skyld, at du føler, som du gør. Hvis du i stedet kunne tage ejerskab for dine følelser, ville du ikke opleve, at du var et offer for andres adfærd, og du ville ikke tillade det at ødelægge din dag, selvom de måske har gjort dig uret. Det handler ikke om at fordele skyld, men om at eje dine egne følelser, fordi de fortæller dig, at dine behov er berørt. Og du er den, der må forholde dig til det. Det gør en stor forskel at kunne sige til sig selv: ”Jeg er såret” i stedet for: ”Han sårer mig”. Du har et valg Hvis du som i eksemplet tager ansvar for dine følelser, vil du i stedet kunne tænke: ”Jeg føler mig ked af det, på grund af det han sagde. Jeg kan mærke, at jeg føler mig sårbar, fordi han rammer et tema, jeg kender fra før, og det kunne han ikke vide.” Og så har du et valg. Når du er klar over, hvad der er på spil hos dig – at det dybest set handler om noget, som aktiveres hos dig – kan du i stedet for bare at vente på, at følelsen går over, mærke at du er såret og så begynde at overveje, hvad følelsen vil fortælle dig, og hvad du har behov for. Måske skal du tale med den anden og forklare, hvad hans bemærkning gør ved dig, eller måske synes du ikke, at det er nødvendigt, med mindre det sker igen. Det vigtige er, at du tør eje dine følelser og acceptere, at du har det, som du har det. Og så give udtryk for dem – det er så mindre vigtigt, om det sker over for en anden person eller i en dagbog, viser forskning. Når du sætter ord på dine følelsesmæssigt vanskelige oplevelser, får du nemlig bearbejdet dine følelser og undgår at sidde fast i dem. Følelser ændrer sig Det kan dog være svært at tage ejerskab for dine følelser, hvis du opfatter følelser som ubehagelige og skræmmende. Der kan være mange grunde til, at man opfatter følelser som uhåndterlige indre tilstande, som er til hinder for, at man kan have det godt. Hvordan man forholder sig til følelser har ofte rødder i barndommen, og nogle gange kan det kræve en del arbejde med sig selv at turde rumme følelser som for eksempel vrede og tristhed. Jeg har mødt klienter, der var bange for, at hvis de først tillod sig at græde, så ville de aldrig holde op igen. Men sådan fungerer følelser ikke, for lige som alt ændrer sig hele tiden, gør følelser det også. Hvis vi ikke tør eje vores egne følelser, er det svært for os at forstå, hvad de vil fortælle os. Følelser er centrale i vores forståelse af os selv. De viser retning og binder livets mange oplevelser sammen til en større meningsfuld helhed. De fortæller os, hvad vi har behov for, hvad vil ønsker, hvad vi vil, og hvad vi bør gøre. Og vi lider, når vi ikke kan bruge vores følelser til at navigere efter. Har du det svært med følelser? Hvis du har et problematisk forhold til dine følelser, eller føler dig følelsesforvirret, kan emotionsfokuseret terapi være netop det, der skal til. I emotionsfokuseret terapi arbejder vi især med emotioner (læs: følelser). Du vil gennem terapien lære at blive fortrolig med dine følelser, ligesom vi også arbejder med at regulere følelser og ændre dem til mere hensigtsmæssige følelser, hvis det viser sig nødvendigt. Hvis du vælger at gå i psykoterapi for at lære dine følelser og dig selv bedre at kende, kan du få meget mere ud af dit terapiforløb ved også at skrive dagbog mellem sessionerne. Jeg har også speciale i skriveterapi, så jeg viser dig, hvordan du kan skrive dagbog for at få et optimalt udbytte. Læs her om mit tilbud på psykoterapi med dagbog. Ved at bestille din første terapi time i oktober får du 800 kr. rabat. Klik her for mere info om skriveterapeutiske forløb: http://www.aggerbeck-terapi.dk/terapi-og-coaching/terapi/ Kærligst Annette


Tilbage

Vil du have min gratis e-bog?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag e-bogen 10 gode råd til din dagbog

Kontakt

Psykoterapeut Annette Aggerbeck  /  Hovedgaden 55 B, 2.sal  /  2970 Hørsholm /  Tlf. 4162 4232

 www.aggerbeck-terapi.dk   /  Mail: ann.agg@mail.dk