Blog
Hvor godt kender du egentlig dig selv?


foto[3] Du kan helt sikkert huske en episode i dit liv, hvor du blev misforstået. Og måske kan du huske masser af episoder, fordi andre ofte misforstår dig. Det kan opleves super frustrerende, når andre opfatter dig på en anden måde, end du selv gør. Som når du for eksempel i en samtale bruger så lang tid på at komme til sagen, at andre afbryder dig og tror, at du mener noget helt andet, end du gør. Eller når du er til et netværksmøde eller anden social sammenkomst, og du er genert og tror, at andre ikke vil tale med dig, fordi de synes, du er kedelig. Men hvis man spurgte de andre, ville de derimod sige, at du virker kold og utilnærmelig, fordi du står for dig selv med et udtryksløst ansigt og ser ud, som om du spilder din tid. Det kan også være, at andre opfatter dig som arrogant, når du altid kommer for sent, til trods for at du gør dit bedste, men bare er elendig til at planlægge din tid.   Vi tror som regel, at vi er bedst til at bedømme os selv ­ – for vi har trods alt kendt os selv hele livet. Men ofte ser vi os selv i et helt andet lys, end andre gør. Det er fordi, vi sender de forkerte signaler, så folk fejltolker os. Og det kan gøre livet både frustrerende og kompliceret. Når vi ikke kan se os selv udefra, kan vi have et kropssprog, der ikke passer til det, vi tænker og føler. Vi kan være nok så sårbare og følsomme, men hvis vi gør alt for at skjule det og ikke tør udtrykke vores følelser, kan vi i stedet blive opfattet som kolde og afvisende. Eller vi kan blive opfattet som triste og sure, når vi bare er trætte.   Når vi ikke er klar over, hvilke signaler vi sender, bliver vi alt for ofte misforstået. Og vi risikerer at opnå det stik modsatte af, hvad vi ønsker. Det handler om, at vi ikke kender os selv godt nok og dermed ikke er tydelige nok over for andre mennesker. Vi tror, at andre er klar over, hvordan vi har det, men vi er langt fra så lette at læse, som vi selv tror. Andre kan se, hvordan vi opfører os, men hvordan skulle de kende vores tanker, følelser og intentioner, hvis vi ikke giver klart udtryk for dem? Så hvis vi ofte bliver misforstået, kan det hjælpe at lære os selv bedre at kende og lære at kommunikere mere klart. Det kan dog være en større opgave, end vi selv kan overkomme. Og så kan terapi være vejen. Det kan nemlig også handle om, at vi har svært ved at få øje på alle de positive egenskaber, som andre tillægger os, fordi vi er meget selvkritiske og har brug for at arbejde med vores selvværd. Mange mennesker tør ikke være autentiske, fordi de er bange for ikke at blive anerkendt for at være, som de er. Derfor lægger de låg på de sider af dem selv, som de tror andre ikke bryder sig om. Så vejen til at blive misforstået mindre er at lære sig selv at kende og turde acceptere sig selv, som man er, så man kan fremstå mere autentisk. Dermed er man også mere tydelig over for andre i sit kropssprog.  
  • Hvis du ofte bliver misforstået, kan du begynde at analysere de situationer, hvor det sker. Hvad sker der? Hvilke signaler sender du? Hvordan opfatter de andre dig? Hvordan vil du gerne opfattes? Hvad ville du ønske, at du havde sagt og/eller gjort i situationen? Hvad har du lært om dig selv?
  • Øv dig i at være mere autentisk – at vise dit sande jeg med både med de sider, som du selv opfatter som positive og som negative. Søg terapi, hvis det er for svært på egen hånd. En terapeut kan støtte dig i processen med at blive mere dig selv.
  • Du kan også lære dig selv bedre at kende ved at skrive dagbog. Skriv evt. om ovenstående i din dagbog.
  Hav en dejlig uge med øget bevidsthed om, hvordan andre opfatter dig, og hvordan du kan være endnu mere dig selv og have det godt med det!


Tilbage

Vil du have min gratis e-bog?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag e-bogen 10 gode råd til din dagbog

Kontakt

Psykoterapeut Annette Aggerbeck  /  Hovedgaden 55 B, 2.sal  /  2970 Hørsholm /  Tlf. 4162 4232

 www.aggerbeck-terapi.dk   /  Mail: ann.agg@mail.dk