Blog
Det er ikke egoistisk at sige nej.


Mange af os har det med at sætte vores egne behov på stand by og gøre det, som vi tror, andre forventer af os. Vi gør alt for at gøre andre tilfredse, fordi vi så nødigt vil såre andre ved at opføre os egoistisk. For vi er overbeviste om, at det er egoistisk bare gøre noget, som vi vil, uden at tage hensyn til andre først. Vi føler os egoistiske med vores behov og har derfor også svært ved at sige nej, når andre beder os om noget. Mange af os er opdraget til at være artige, søde, flittige, omsorgsfulde og selvudslettende. Måske fik vi at vide af vores forældre, at vi var egoistiske, når vi forsøgte at få opfyldt vores behov. Vores forældre sagde fx: ”Tænk ikke kun på dig selv!” eller ”Hold op med at være så grådig!” Når vi får problemer som voksne med at gå efter egne behov og sætte grænser, handler det typisk om, at vi som børn ikke har haft forældre, som læste og imødekom vores behov. Hvis vores forældre ikke har givet os det, vi havde brug for, så har vi lært, at vi ikke kan række hånden ud, fordi vi ikke får det, vi har brug for. Vi har således lært, at vi ikke er okay med vores behov, og at vi skal undertrykke dem og i stedet gå op i, hvad vores forældre vil. Deres behov er vigtigere end vores egne. Sådan var vi nødt til at forholde os som små børn for at sikre vores egen overlevelse og få vores forældres kærlighed. Og da vores måde at indgå i relationer til andre på, grundlægges i barndommen i forholdet til vores forældre, gør vi det samme i forhold til andre mennesker også som voksne. Vi tilsidesætter vores behov og fokuserer på det, vi tror, andre forventer af os. Vi orienterer os kun udadtil og har svært ved at mærke, hvad der er godt for os. Vi kan derfor heller ikke mærke vores egne grænser og kommer til at sige ja, når vi skulle have sagt nej. At være god til at passe på sig selv handler om at lytte til og handle på sine egne behov og grænser og samtidig kunne bevare empatien for andre. Og det har intet med egoisme at gøre. Egoisme er derimod, når man ikke kan forstå, at andre kan have det på en anden måde end en selv, og man ikke kan tage hensyn til andre. Men det kan være svært at tro på, at man har ret til at prioritere sig selv og sige nej og samtidig føle sig okay som menneske, når man har lært, af man ikke er okay, når man vælger sig selv. Så det kræver, at man øver sig i at være god imod sig selv og får gode erfaringer. Det kan være svært på egen hånd, så her kan terapi komme ind i billedet, hvor man støttes af en empatisk terapeut til at lære sig selv bedre at kende, så man i denne forbindelse finder ud af, hvad man vil, og hvad man ikke vil. Kærligst Annette


Tilbage

Vil du have min gratis e-bog?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag e-bogen 10 gode råd til din dagbog

Husk at tjekke din spambakke, hvis ikke du får en bekræftelsesmail med det samme
Kontakt

Psykoterapeut Annette Aggerbeck  /  Hovedgaden 55 B, 2.sal  /  2970 Hørsholm /  Tlf. 4162 4232

 www.aggerbeck-terapi.dk   /  Mail: ann.agg@mail.dk