Blog
Skilsmisse: Vigtigt at snakke med nogen, der forstår dig!


Skilsmissegruppe Især i starten af et skilsmisseforløb kan følelserne være intense og kaotiske. Det bedste, andre kan gøre, er at være der for dig ved at lytte – det vil sige lytte uden at virke vurderende eller komme med gode råd, som du ikke har bedt om. Og det viser sig ofte at være sværere for familie og venner, end man umiddelbart skulle tro. Dem, der står os nær, er nemlig langt fra altid så empatiske, som vi kunne ønske os. De kan komme til at sige ting, der kun gør ondt værre, hvis de ikke tænker sig om eller ikke evner at sætte sig i vores sted. Ting du ikke har brug for at høre Der er ting, som er meget ubehagelige at høre, når du står midt i en skilsmisse eller netop er blevet skilt. ”Så slap du af med ham!” er for eksempel ikke rart at få at vide, fordi du kan komme til at skamme sig over at have brugt så mange år i ægteskabet. Eller måske får bemærkningen dig til at skamme dig over at have talt nedsættende om ham. ”Der er helt sikkert en anden til dig” er heller ikke lige det, du har brug for at høre, for det er jo slet ikke sikkert, at du nødvendigvis er blevet skilt for at finde en anden. Du føler måske også, at det er taktløst at sige det, når du er midt i eller netop er kommet igennem din skilsmisse. Andre kan også komme med ufølsomme bemærkninger, når talen falder på dine børn. Når du deler din nagende bekymring for, hvordan dine børn vil klare sig efter skilsmissen, er det ikke rart at få bagatelliseret dine følelser ved at blive afspist med: ”Børnene kommer til at klare det helt fint. Se på alle de andre skilsmissebørn.” Værre er det dog, når folk siger: ”Hvad med børnene – har I tænkt på dem?”, når du fortæller dem, at du skal skilles. Den bemærkning får det til at lyde, som om du kun bliver skilt for at tilgodese dine egne behov og slet ikke har skænket dine børn en tanke. En sådan bemærkning kan få dine følelser endnu mere i kog og få dig til at føle dig utilstrækkelig som mor og skyldig over at blive skilt. Det kan virke direkte fornærmende, hvis andre spørger dig, om du nu også har givet dit ægteskab en fair chance. De færreste bliver skilt, uden at de har kæmpet for deres ægteskab. Desuden skal andre vel ikke blande sig i, hvor meget du skal kæmpe for dit ægteskab, før du giver op... Vælg empatiske mennesker Det kan opleves som en stor lettelse og hjælpe dig videre igennem en svær tid at dele dine oplevelser og svære følelser med andre i forbindelse med din skilsmisse. Men det er vigtigt, at venner og familie, eller hvem du ellers vælger at betro dig til, er gode til at lytte uden at virke bedrevidende, vurderende eller uopfordret komme med gode råd. Det er således ikke lige meget, hvem du vælger at betro dig til. For vælger du ikke mennesker, der er i stand til at vise dig empati, vil du sandsynligvis blive frustreret og forvirret og stå tilbage med en oplevelse af at være forkert. Så tænk over, hvem der kunne være de rette at betro dig til. Er de i stand til at hjælpe dig med at rumme dine følelser? Og kan de i det hele taget rumme deres egne følelser? Et tegn på, at det kan være svært for andre at rumme din situation, og det at du nu er alene, kan være når de straks foreslår dig at date. Så kan det handle om, at de selv har svært ved at være alene og derfor (ofte er det ubevidst) prøver at fjerne deres eget ubehag ved at foreslå dig straks at finde en ny partner, så du ikke skal være alene. Skilsmissegrupper Når du deler dine tanker, følelser og oplevelser med andre, som kan genkende det at blive skilt fra sig selv, er det i sig selv en stor hjælp til at få det bedre. Så hvis du ikke har veninder eller familie, der er empatiske og kan rumme dine (og egne) følelser og bare lytte til dig, så er det en rigtig god idé at gå i en skilsmissegruppe. Du vil her møde andre kvinder, der slås med det samme som dig, har prøvet det samme og kan give dig ideer til, hvordan du kommer bedst muligt videre. Måske sætter de andre i gruppen ord på noget, du aldrig før har opdaget hos dig selv. Gruppen er også et sted, hvor du kan erfare, at der er områder, hvor du reagerer forskelligt fra andre, og der er områder, hvor du har det nøjagtigt på samme måde. Og så får du mulighed for at arbejde med lige præcis det, der er vigtigt for dig. Skilsmissegruppen er et trygt forum, hvor det, der siges, ikke kommer videre, og hvor du støttes i en terapeutisk sammenhæng af mig som psykoterapeut. Tirsdag 10. November 2015 startes en ny skilsmissegruppe, som forløber over fire tirsdage fra kl. 19-21. Vi mødes hver 14. dag. Der er stadig ledige pladser, så læs mere om skilsmissegruppen og tilmeld dig her: http://www.aggerbeck-terapi.dk/skilsmissegrupper/ Med de bedste ønsker for fremtiden, Kærligst Annette


Tilbage

Vil du have min gratis e-bog?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag e-bogen 10 gode råd til din dagbog

Kontakt

Psykoterapeut Annette Aggerbeck  /  Hovedgaden 55 B, 2.sal  /  2970 Hørsholm /  Tlf. 4162 4232

 www.aggerbeck-terapi.dk   /  Mail: ann.agg@mail.dk