Blog
Skilsmisse: Føler du dig ensom?


Skilsmisse: Føler du dig ensom? Det kan være en kæmpe livsomvæltning at blive skilt. Måske har du i mange år før skilsmissen brugt så meget tid på at tage dig af mand og børn, at du stort set ikke har haft tid til overs til dig selv til at gøre nogle af de ting, du selv har lyst til. Du har måske ikke fået trænet så ofte, som du gerne ville, set dine veninder ofte nok eller læst nogle af de gode bøger, du har liggende. Nu hvor du er blevet skilt, har du pludselig oceaner af tid til dig selv sammenlignet med før, fordi I deles om børnene, og der derfor er flere dage i træk, hvor du ikke har dem. Så nu har du endelig tid til at gøre de ting for dig selv, som du i mange år har drømt om. Men det sker bare ikke. For du har slet ikke lyst til at gøre noget af det. Du har en underlig tom fornemmelse og føler dig rastløs. Dit hjem er uhyggeligt stille, når børnene ikke er der. Og du aner ikke, hvad du skal få tiden til at gå med. Især weekenderne alene hjemme føles lange, nu hvor du ikke har nogen, du skal tage dig af. Måske var du oven i købet heller ikke vant til at lave så meget andet i dine weekender end at være sammen med din familie, så hvad skal du lave, nu hvor I ikke er en familie længere?! Du har valgt ham fra – ikke dine børn Det kan være en meget underlig oplevelse at gå fra stort set ikke at have tid til dig selv og så en dag sidde i dit nye hjem helt alene. Man er ikke ensom, når man har valgt at være for sig selv og har det godt med det. Men du har ikke valgt at være alene – du har valgt ikke at være gift længere. Det betyder samtidig, at du ikke er en del af den familie, som du var før. Nu skal du til at indstille dig på, at din egen lille familie fremover kun tæller dig og børnene – når du ellers har dem. For når de ikke er der, er der kun dig. Der er ingen livlige børnestemmer, larm fra tv eller computerspil. Hvis der skal skabes liv, så må du selv sørge for det, og det orker du ikke lige efter skilsmissen. Så nu begynder du at føle dig ensom. Sådan dulmer vi ensomhed De fleste mennesker oplever øjeblikke af ensomhed i deres liv, og det er helt naturligt at føle sig ensom efter en skilsmisse. Hvis du ikke har været vant til at have tid for dig selv til hverdag, kan det være kontrastfyldt og ekstra svært at skulle opholde sig i sit eget selskab mange timer ad gangen. Alt hvad vi gør, gør vi for at få det godt – også selvom det langt fra altid er gavnligt for os. Mange mennesker forsøger derfor også at dulme det ubehag, som følelsen af ensomhed giver. Nogle spiser efter skilsmissen hele tiden, når de er alene, for at udfylde et tomrum, der kan opleves som en underlig udefinerlig form for sult. Andre begynder at ’hygge sig’ med et glas vin, når de kommer hjem fra job, og for nogle bliver det efterhånden til flere glas dagligt og måske afhængighed på sigt. Atter andre arbejder så meget, at de næsten ingen fritid har. Er du ensom, eller hvad handler det om? Jeg har mødt mange kvinder, der skynder sig at fylde kalenderen med aftaler, så snart de bliver skilt. Det sker tit mere eller mindre bevidst for at undgå at mærke følelsen af ensomhed. At turde mærke, at man føler sig ensom og forsøge at være med sine følelser vil dog være mere gavnligt på lang sigt. Alt andet er en flugt. Det tager længere tid at komme videre efter en skilsmisse, når vi gør alt for at undgå at mærke og forholde os til de følelser, den bringer med sig. Det er desuden vigtigt også at kunne være alene og trives i eget selskab, for så føler man sig ikke ensom. Men det kan være svært, når man er i krise efter en skilsmisse. Så opdager du, at du hele tiden spiser, drikker for meget, arbejder konstant, har kalenderen fyldt med aftaler eller på anden måde holder dig beskæftiget på en tvangspræget måde, så spørg dig selv, hvorfor du gør det. Er det fordi, du føler dig ensom? Og er du dybest set ensom? At være ensom vil sige, at man føler sig socialt isoleret og dermed ikke får opfyldt sine sociale behov. Man kan sagtens være sammen med andre, have mange bekendte eller venner på facebook, men alligevel føle sig ensom. Det handler nemlig om kvalitet. Så hvis du har gode veninder, familie eller andre, du føler dig tæt på og kan være fortrolig sammen med, er du så dybest set ensom? Bruger du dem, der står dig nær, når du har det svært? Måske siger du til dig selv, at du er for langt nede til at være sammen med andre, og at de ikke orker at høre om, hvor svært du har det. Eller du føler dig for tappet for energi til at tage kontakt. Gør noget godt for dig selv Øv dig i at være god ved dig selv, når du er alene – og her taler vi ikke om at dulme ubehaget med et glas vin eller store mængder mad, men om at forsøge at gøre nogle af de ting, du altid har drømt om. Gør det selvom du har mistet lysten. Find den bog frem, du længe gerne har villet læse og læs bare lidt i den, hvis du har svært ved at koncentrere dig i længere tid ad gangen. Efterhånden vil du blive så grebet af din bog, at den giver dig nydelse. Eller gå en tur i træningscentret og mærk glæden ved at komme i form og opnå fysisk styrke. Det sker måske ikke de første gange, du træner, men bliv ved og du vil opleve, at det er godt for dig. Vælg også at være sammen med dem, der står dig nær; venner og familie. Omgiv dig med mennesker, der vil lytte til dig og acceptere dig, som du er. Fortæl dine veninder og/eller familie, hvordan du har det. Du kan også skrive om det i din dagbog. Det vigtigste er, at du deler dine følelser og ikke går med dem for dig selv. Find en god balance mellem at få det bedste ud af at være alene og være sammen med andre. Og vær tålmodig med dig selv, for det tager tid at komme sig efter en skilsmisse. Vær bevidst om, hvordan du kan gøre det, der er bedst for dig. Og er det for svært at være alene eller gøre noget godt for dig selv, så kan psykoterapi være hjælpsomt til at komme videre efter skilsmissen. Læs om skilsmissegrupper her http://www.aggerbeck-terapi.dk/skilsmissegrupper/ Læs mere om skriveterapi her http://www.aggerbeck-terapi.dk/skriveterapi/ Kærligst Annette


Tilbage

Vil du have min gratis e-bog?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag e-bogen 10 gode råd til din dagbog

Husk at tjekke din spambakke, hvis ikke du får en bekræftelsesmail med det samme
Kontakt

Psykoterapeut Annette Aggerbeck  /  Hovedgaden 55 B, 2.sal  /  2970 Hørsholm /  Tlf. 4162 4232

 www.aggerbeck-terapi.dk   /  Mail: ann.agg@mail.dk