fbpx
Blog
Jeg er for selvkritisk


selvkritiskFor selvkritisk – Lær at støtte dig selv!

Føler du dig ofte utilstrækkelig? Har du tit problemer i forhold til andre? Føler du dig aldrig helt glad? Kan du svare ja på et eller flere af disse spørgsmål, kan en del af forklaringen være, at du er for selvkritisk. Læs med og få tips til, hvordan du kan skrue ned for selvkritikken og i stedet blive bedre til at støtte dig selv.

 

 

 

 

Mange af os er fejlfindere. Vi fokuserer kun på det, der er forkert ved os selv. Og vi taler grimt til os selv. Ofte uden at vi er bevidste om, hvad det egentlig er, vi går rundt og fortæller os selv. Når man er for selvkritisk, har man ofte været det så længe, at man ikke engang lægger mærke til det. Det er blevet ens måde at være i verden på.

 

Selvkritik og selvværd hænger sammen. Er du for selvkritisk, saboterer du dit selvværd. Og omvendt: Har du lavt selvværd, kritiserer du dig selv.

 

Fra selvkritik til selvstøtte

Når vi fokuserer på at finde fejl ved os selv, gør vi det typisk også hos andre. Vi er ikke kun selvkritiske, men også kritiske over for andre. Det kan være med til at belaste vores forhold til andre. Selvkritik vækker ubehagelige følelser, og for at undgå disse smertelige og ofte også skamfulde følelser, kan vi blive optagede af at være fejlfri og perfektionistiske. Af skræk for andres kritik, der fører til selvkritik, afholder vi os fra at prøve nye ting, for hvad nu hvis vi fejler?! Vi bliver lidt for nemme at omgås, fordi vi er bange for, at andre skal kritisere os. Vi bliver konfliktsky og optagede af at leve op til andres forventninger. Ofte er vi ikke klar over, hvor meget selvkritik betyder for vores liv.

Hvis du vil lære at blive mere støttende over for dig selv i stedet for at pille dig selv ned, så prøv at svare på dette spørgsmål:

Hvordan påvirker det dig og dit liv, at du er for selvkritisk? Skriv gerne om det. Når du ved, hvor meget det rent faktisk påvirker dit liv at være selvkritisk, er du også mere motiveret for at gøre noget ved det.

Begynd også at lægge mærke til din indre monolog:

Hvad siger du til dig selv, der gør dig ked af det,  får dig til at føle dig skamfuld, utilstrækkelig eller på anden måde ubehageligt til mode?  Skriv både om din indre monolog, og hvad den får dig til at føle.

Vi har alle sammen en indre monolog, og den kan være mere eller mindre gavnlig. Prøv at skrive dine tanker ned om dig selv, og det du siger til dig selv, den næste uges tid. Det kan kræve lidt øvelse at få øje på, hvad vi siger til os selv, for som sagt lægger vi ikke altid mærke til, at vi er selvkritiske.

Når du har skrevet dine selvkritiske tanker ned, så læs dem igennem og vurder, hvordan du kan begynde at tale mere støttende til dig selv. Skriv gerne konkrete alternative forslag ned ved hver negativ tanke om dig selv.

For eksempel:

Negativ tanke: “Jeg duer ikke til noget” udskiftes med konstruktiv tanke: “Jeg skal nok finde ud af det, selvom jeg er udfordret lige nu”.

Negativ tanke: “Jeg er grim i denne kjole” udskiftes med konstruktiv tanke: “Denne kjole er ikke pæn til mig. Jeg finder en anden, der klæder mig bedre”

At skrive om dig selv, dine tanker og følelser kan hjælpe dig med at få skruet ned for din selvkritiske stemme, så den ikke får lov at dominere din hverdag. Skriveterapi er en effektiv metode til at lære mere om dig selv og din indre organisering, samtidig med at du bliver i stand til at vise dig selv større medfølelse, respekt og accept. Der findes masser af gode skriveterapeutiske øvelser, der baner vej til dit ubevidste sind og dermed øger din selvindsigt.

Læs mere om skriveterapi her

Læs også min artikel om at være kritisk – både over for dig selv og over for andre her

Hvis du har svært ved at skrue ned for din selvkritik og styrke dit selvværd, kan psykoterapi hjælpe. Kontakt psykoterapeut (MPF) Annette Aggerbeck for at bestille terapi ved at skrive en sms til 4162 4232 eller mail til ann.agg@mail.dk. Bestil ved behov en 15 minutters gratis uforpligtende forsamtale for at vurdere, om jeg er rette psykoterapeut for dig.



Tilbage

Vil du have min gratis e-bog?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag e-bogen 10 gode råd til din dagbog

Husk at tjekke din spambakke, hvis ikke du får en bekræftelsesmail med det samme
Kontakt

Psykoterapeut Annette Aggerbeck  /  Hovedgaden 55 B, 2.sal  /  2970 Hørsholm /  Tlf. 4162 4232

 www.aggerbeck-terapi.dk   /  Mail: ann.agg@mail.dk