Blog
Hjælp dig selv til mindre stress


FullSizeRender[20] Det kan være stressende hele tiden at føle, at man bør gøre noget andet end det, man rent faktisk gør. Måske sidder du hjemme og skriver på en arbejdsopgave i din weekend, og selvom det er vigtigt at få den færdig til mandag, føler du alligevel, at du hellere burde bruge din tid på at gøre rent, for huset er gevaldigt snavset. Når du så går i gang med at støvsuge dit hjem, bliver du irriteret, når støvsugeren ikke makker ret og følger med dig rundt om borde, hjørner og kanter, for det kan ikke gå hurtigt nok med at få støvsugningen overstået. Nu føler du nemlig, at du hellere burde bruge tiden på at få handlet ind til middagsmaden. Og sådan kan du blive ved med at tænke om alt det, du gør i løbet af en dag. Det bliver aldrig godt nok. En spiral af stress Når du er utilfreds og presser dig selv ved konstant at tænke, at du burde gøre noget andet end det, du er i gang med, så kommer du til at springe fra den ene opgave til den anden uden at være nærværende i det, du foretager dig. Måske får du heller ikke afsluttet dine gøremål, og hvis du endelig gør det, er det måske sjuskearbejde. Det giver stress at føle, at du bør gøre noget andet end det, du gør. Samtidig er det et tegn på stress, at du har det sådan. Så det kan hurtigt blive en ond spiral, der kan være svær at komme ud af, og hvor det at være effektiv er det eneste, der gør dig tilfreds med din dag. Måske er du godt klar over, at du er stresset, og at du har brug for at gøre noget ved det. Måske har du i tillæg hjertebanken og sover dårligt, husker elendigt eller har svært ved at koncentrere dig. Symptomerne på stress kan være mange og forskellige fra person til person. Du er måske klar over, at det hjælper at gøre noget godt for dig selv, og derfor vælger du at få trænet i dit lokale fitnesscenter, selvom der går lidt vel lang tid med det. Du elsker nemlig at ligge og slappe af i saunaen bagefter. Men det viser sig ikke at være den nydelse, du havde set frem til, for når du ligger i saunaen og sveder, kan du ikke slappe af. Nu tænker du igen på, at du kunne have brugt tiden til at få mere arbejde fra hånden i stedet for bare at ligge her og dase. Du får dårlig samvittighed over at spilde din tid, og det stresser dig yderligere. Hvordan kan jeg stresse mig selv mindre? Så hvad gør du, hvis du hele tiden har det sådan, at du egentlig burde lave noget andet end det, du rent faktisk gør? Og det ikke engang hjælper at lave noget, du ellers plejer at sætte pris på? Det handler om, at dit nervesystem er oppe at køre, så første skridt er at få ro på dit nervesystem. Start fx med at sætte dig mange gange i løbet af en dagen et sted, hvor ingen forstyrrer dig. Sæt dine fødder i gulvet og luk øjnene, mens du sidder med ret ryg. På en kraftig indånding forestiller du dig, at du trækker vejret helt ned i fødderne, mens du mærker dem mod gulvet. Pust langsomt ud. Træk vejret sådan ind og ud 3-5 gange. Det behøver ikke at tage mere end et par minutter ad gangen. Prøv det, også selvom du synes, det lyder som tidsspilde, for det har langt større effekt, end man umiddelbart skulle tro. Du får nemlig mærket din krop, som vi ofte ikke gør, når vi er stressede, hvor vi typisk trækker vejret overfladisk og spænder op i kroppens muskler. De dybe vejrtrækninger hjælper dig til at få dit nervesystem i ro, og dine muskler til at slappe af. Tag ansvar for dine små valg Når du hele tiden føler, at du bør gøre noget andet, så handler det også om, at du ikke har taget ansvar for dine valg. Hvis du er i gang med at støvsuge, så sig til dig selv, at nu er det støvsugning, jeg har valgt og forsøg at være nærværende, mens du kører støvsugeren hen over gulvene. Følg støvsugerens bevægelser og tænk på, hvor pænt og rent dit hjem bliver, hvis tanker, om at du burde gøre noget andet, alligevel sniger sig ind. Ofte vil vi så mange ting på samme tid, men vi får det bedst af at nøjes med at gøre én ting ad gangen. I løbet af dagen foretager du mange små valg, så tag ansvar for de valg, du har taget og begynd at rose dig selv for at du får gjort de ting, der er vigtige for dig. Husk også det, næste gang du sidder i saunaen. Du gør det, fordi det er vigtigt for dig, og fordi du har valgt det. Stå ved det. Træk vejret dybt ind og mærk at det er dig, der har valgt det. Hvorfor er det så vigtigt at være effektiv? Mange af os tror desuden, at vi skal være effektive og få en masse fra hånden for at have værdi i egne og ikke mindst i andres øjne. Der kan ligge organiseringer til grund i din måde at være i verden på, der kan være gavnlige at undersøge og arbejde med i psykoterapi. Jeg støtter mine klienter i at lære sig selv bedre at kende, så de kan varetage deres behov og få et mere tilfredsstillende liv uden belastende stress. Du kan få dobbelt så meget ud af at arbejde med din selvudvikling ved både at gå i terapi og skrive dagbog mellem sessionerne. Jeg giver dig skriveøvelser, som er tilpasset det, du ønsker at arbejde med. Læs mere her: http://www.aggerbeck-terapi.dk/terapi-og-coaching/terapi/ Kærligt Annette - Aggerbeck Terapi


Tilbage

Vil du have min gratis e-bog?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag e-bogen 10 gode råd til din dagbog

Husk at tjekke din spambakke, hvis ikke du får en bekræftelsesmail med det samme
Kontakt

Psykoterapeut Annette Aggerbeck  /  Hovedgaden 55 B, 2.sal  /  2970 Hørsholm /  Tlf. 4162 4232

 www.aggerbeck-terapi.dk   /  Mail: ann.agg@mail.dk