fbpx
Blog
Derfor bliver du selvopofrende


selvopofrende

Selvopofrende: Om behovet for at andre har brug for dig.

At være selvopofrende er at tilsidesætte sig selv for andres skyld. Hvorfor gør vi det? Forklaringen findes som regel i vores barndom.

Når vi ignorerer vores egne behov for andres skyld, er det typisk noget, vi har lært i vores bardom. Ofte handler det om, at vi blev pålagt et for stort ansvar i forhold til vores alder og udviklingstrin. Vi påtog os en voksens ansvar, fordi den voksne ikke kunne eller ville gøre det.

Måske var vi nødt til at yde omsorg for vores små søskende under en af vores forældres sygdom, mens den anden forælder arbejdede hårdt for at forsørge familien. Vi lærte samtidig at tage hensyn til den syge, som når den syge forælder for eksempel havde brug for ro, og vi så var ekstra stille. Både fysisk og psykisk sygdom i familien kan have lært os at være mere optagede af, hvad andre har behov for. Måske havde vi en mor, der led af depressioner, som vi forsøgte at muntre op, eller en far, der led af kræft, som vi tog os af og gik til behandlinger med. Det kan også tænkes, at en eller begge forældre havde et alkoholmisbrug eller et stofmisbrug, som gjorde, at vi lærte at udvikle antenner, der opfangede deres behov og luner, så vi kunne hjælpe og undgå konflikter.

Også i hjem, hvor en forælder mangler – det kan være at ens mor eller far døde, da man var barn, eller måske forlod en af dem hjemmet  – bliver børn nogle gange nødt til at tage sig af sine søskende og sørge for, at hverdagen fungerer, mens den anden forælder arbejder for at forsørge familien.

Mors selvopofrende veninde

Måske boede vi sammen med begge vores forældre, men blev den enes fortrolige og lyttede til intime detaljer om vores forældres forhold, som vi slet ikke havde forudsætninger for at kunne håndtere følelsesmæssigt. Vi blev behandlet som en ligestillet voksen af den ene forælder, der var vred, frustreret eller ulykkelig i sit parforhold, fordi den anden ikke ville lytte og vise forståelse. Vi lyttede, fordi vi var bange for, hvad der ville ske den lidende far eller mor, hvis ikke vi gjorde det. Samtidig frygtede vi at miste den lidende forælders kærlighed, hvis ikke vi påtog os rollen som en nær voksen ven.

Vores forældre kunne også være utilgængelige af andre årsager. De kunne måske bruge så meget tid på deres arbejde eller en interesse, at vi følte os nedprioriterede og uelskede. Vi blev måske i tillæg opdraget meget autoritært og fik kun opmærksomhed, når vi gjorde os umage for at hjælpe til derhjemme ved for eksempel at lave mad til familien eller støvsuge hjemmet.

Kærlighed som mål

På grund af sådanne oplevelser i barndommen har vi alt for tidligt lært, hvordan vi tager os af alle andre end os selv. Fordi vores forældre havde behov for at opleve os som stærke og ansvarsfulde, lod vi, som om vi var stærkere, end vi var. Vi forsøgte at leve op til vores forældres forventninger til os. Alt sammen for ikke at miste deres kærlighed. I virkeligheden havde vi behov for beskyttelse, omsorg og tryghed. Men vi turde ikke at vise, at vi trængte til opmærksomhed og kærlighed. I stedet fortsatte vi med at gøre det, vi havde lært at være gode til: at fokusere på andres behov og negligere vores egne.

De fleste af os vokser op og fortsætter i de roller, vi påtog os i vores barndoms familie. Det gør vi i håb om, at andre vil gengælde vores omsorg og vise os kærlighed som belønning. Men det sker bare ikke, så længe vi ikke er bevidste om, at det er sådan, vi har lært os at fungere. Vi vil for eksempel ofte tiltrække en partner, der sætter os i stand til at føle de samme følelser, som vi gjorde under opvæksten. Det sker ved at vi møder udfordringer i parforholdet, der ligner dem, vi oplevede som børn. På den måde kopierer vi den barndomsatmosfære, som vi kender så godt, og dermed kan vi anvende de samme selvopofrende strategier for at blive mødt med kærlighed. Det er vi dog sjældent bevidste om.

Hvis du igen og igen føler dig overbelastet, stresset, lider af angst, depressioner eller føler dig udbrændt, kan det hænge sammen med, at du er for selvopofrende. Kig på dine mønstre og begynd at tage dig selv alvorligt. I hvilke situationer går du over dine grænser? Hvornår tilsidesætter du dine behov? Hvordan opstod dit mønster? Måske kan du genkende dig selv i nogle af de nævnte eksempler.

Det er aldrig for sent at gøre noget ved dine mønstre og begynde at gøre noget andet i stedet.

Så: Hvad er første skidt, du kan tage væk fra at være selvopofrende? Hvad kan du gøre i dag for at tage mere hensyn til dig selv?

Husk at du har fortjent bedre! Du har fortjent at få opmærksomhed, omsorg, tryghed og kærlighed.

Kærligst psykoterapeut Annette Aggerbeck

 

 

 

Værsgo' at dele


Tilbage

Vil du have min gratis e-bog?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag e-bogen 10 gode råd til din dagbog

Husk at tjekke din spambakke, hvis ikke du får en bekræftelsesmail med det samme
Book tid online