fbpx
Blog
At arbejde hjemmefra er svært for en pleaser


arbejde hjemmefra

Ville du ønske, du ikke skulle arbejde hjemmefra?

Det er ekstra udfordrende for en pleaser at arbejde hjemmefra i denne tid, fordi resten af familien typisk også er hjemme. Sådan undgår du at stresse og udmatte dig selv.

For tiden er mange af os nødt til at arbejde hjemmefra. Og det er ikke altid lykken. Når man er vant til at sætte sig selv i anden række og sørge for, at alle i familien har det godt, er det meget krævende at være hjemme og skulle arbejde effektivt.

Man kommer nemt til at lade sig forstyrre af børn, der vil have ens opmærksomhed, og en partner, der måske lige vil dele de seneste nyheder om coronavirus med en. Måske får man også opringninger i sin arbejdstid, som man ellers ikke ville få på sin arbejdsplads. Det kan være gamle familiemedlemmer, der er bekymrede, føler sig ensomme og keder sig alene. Eller venner, der keder sig, fordi de ikke kan arbejde. Dem skal man så også tale med.

Stress og udmattelse

Hvis man lader sig forstyrre ofte og afbryder sig selv i arbejdet, så snart man mærker, at der er bud efter en, kan det blive svært at koncentrere sig om sit arbejde. Det kræver noget ekstra af en. Når man har svært ved at gøre det, man skal, bliver man irritabel, og måske kommer man til at råbe ad sine børn, når de igen kalder på en. Og så får man dårlig samvittighed. Og det gør ikke det hele nemmere.

Hvis du oplever, at alle hiver i dig, og at der slet ikke er plads til dig selv, er det på tide at stoppe op.

Selvom du ved, at det kun er for en periode, at du skal arbejde hjemme, er det vigtigt, at du får taget hånd om dig selv. Ellers kan du stresse og udmatte dig selv. Det gør dig heller ikke behagelig at omgås.

Hvad har du selv brug for?

Det spørgsmål er vigtigt at stille dig selv. Hvis det er tid til at kunne arbejde uforstyrret, kan du måske aftale at blive helt afskærmet, så din partner tager sig af jeres børn imens, hvis han eller hun også er hjemme.

Du behøver ikke være til rådighed hele tiden.

Følelser: Hold fortid og nutid adskilt

Afhængigt af hvor gamle børn, du har, kan du forklare dem, at det er en speciel situation, og at du er nødt til at arbejde fx den næste time uforstyrret. Det kan dog være meget ubehageligt, fordi det kan opleves som at afvise sine børn, når man er pleaser. Ubehaget opstår, fordi man som pleaser typisk selv har oplevet afvisninger – fx i form af forældre, der aldrig havde tid til en, da man var barn.

Tænk på, at det ubehag, du oplever alene ved tanken om at bede børnene ikke forstyrre dig, handler om gamle følelser, der ikke hører til i nutiden. Du er der jo for dine børn, og det ved de. Du afviser og skader dem ikke ved at bede dem om at lade være med at forstyrre dig i kortere tid. Du kan desuden være mere nærværende, når du så er sammen med børnene.

I forhold til familie og venner, der kontakter dig i din arbejdstid, kan du fx sige: “Jeg vil gerne tale med dig, når jeg er færdig med at arbejde. Er det okay, at jeg ringer dig op senere?” Igen: Du afviser ikke venner og familie ved at bede dem vente med at tale med dig. Det skader ikke jeres forhold, som du måske frygter. Du udsætter bare at tale med dem, fordi du har behov for at arbejde. Hvis de ikke kan forstå det, er det deres problem. Ikke dit. De skal bare respektere dig.

Generelt har du i denne tid, hvor du arbejder hjemme, god mulighed for at øve dig i at sætte grænser og lære andre at respektere dem ved at stå fast. At sætte grænser betyder ikke, at du behøver at vise vrede. Du kan sagtens sætte grænser med blid stemme og venlige ord.

Synes du, det er svært at sætte grænser eller få andre til at respektere dine udmeldinger, støtter jeg dig gerne i at få styrke til at sætte dig igennem. Har du andre udfordringer i denne tid, er du også velkommen til at kontakte mig.

På grund af de aktuelle retningslinjer ved coronavirus har jeg valgt at holde telefonkonsultationer i stedet for fysisk fremmøde. Du kan kontakte mig ved spørgsmål og/eller for at bestille tid på ann.agg@mail.dk eller tlf. 41 62 42 32 mellem kl 8 og 18 på hverdage.

Bestil nemt tid online

Kærligst Annette Aggerbeck

Værsgo' at dele


Tilbage

Vil du have min gratis e-bog?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag e-bogen 10 gode råd til din dagbog

Husk at tjekke din spambakke, hvis ikke du får en bekræftelsesmail med det samme
Book tid online