Blog
Nytårsforsætter du vil elske!


glædeNytårsforsætter handler ofte om, at vi skal holde op med noget. Vi skal fx ikke spise så meget for at tabe os. Eller vi skal stoppe med at spise usundt, drikke og ryge mindre, ikke ligge så meget på sofaen osv… Problemet er bare, at vi ofte ikke når i mål.

Så hvorfor egentlig bruge tid på at lave nytårsforsætter, når vi alligevel bare skuffer os selv?

Det skal du af to grunde:

  1. Nytårsforsætter er mål, vi gerne vil nå. Mål, som hjælper os på rette vej. Så mål er gode for os, og de er med til at gøre livet endnu mere meningsfyldt, fordi vi har noget at gå efter.
  2. Hvis vi sætter os et mål ved indgangen til et nyt år, er det nemmere at måle vores fremskridt i løbet af året frem til næste årsskifte.

Så et nytårsforsæt er ikke helt dumt, vi skal bare bruge tid på at formulere et, der ikke handler om at holde op med noget, men derimod om at begynde på noget. Det skal være et positivt mål. Ellers mister vi let motivationen.

 

Inspirerende nytårsforsæt

Find et positivt nytårsforsæt – drop de kedelige, der handler om at afstå fra eller holde op med noget.

Som jeg skrev om i en tidligere blog, bliver vi gladere af at skabe dejlige følelser – det er følelsen bag alt, hvad vi foretager os eller anskaffer os, der gør os glade. Vi bliver ikke gladere af materiel velstand i sig selv. Fokuser derfor på at skabe dejlige følelser. Ved at gå efter særlige gode stunder, som du kan huske, hjælper du dig selv med at genskabe dejlige følelser og forlænge den positive effekt af dine oplevelser.

At opleve noget nyt og spændende, lære noget nyt, tilbringe tid sammen med mennesker du holder af og opholde dig i naturen er eksempler på nytårsforsætter, der er lettere at få succes med, fordi de er positive og bringer os følelser, der gør os gladere.

Her er nogle forslag til nytårsforsætter, du vil elske (og som er sunde for dig):

  • Jeg vil se sjove videoer på YouTube
  • Jeg vil hygge mig med mørk chokolade
  • Jeg vil bruge mere tid på mig selv
  • Jeg vil dyrke mere sex
  • Jeg vil booke en solferie
  • Jeg vil holde en fest for mine venner
  • Jeg vil anskaffe mig en hund, som jeg kan gå ture med
  • Jeg vil se mine venner oftere

Så hvad er dit nytårsforsæt?

Jeg håber, at du må finde et nytårsforsæt, som du får stor glæde af at gennemføre i det nye år!

De kærligste nytårshilsner

Annette

P.S. Har du brug for hjælp til at finde glæden, så er du velkommen til at kontakte mig ved at skrive her eller ringe til 41 62 42 32.



Tilbage

Vil du have min gratis e-bog?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag e-bogen 10 gode råd til din dagbog

Kontakt

Psykoterapeut Annette Aggerbeck  /  Hovedgaden 55 B, 2.sal  /  2970 Hørsholm /  Tlf. 4162 4232

 www.aggerbeck-terapi.dk   /  Mail: ann.agg@mail.dk